Det er stadig uvist, hvorfor fodboldspilleren Fabrice Muambas hjerte pludselig satte ud midt under en pokalkamp mellem Bolton og Tottenham i marts.
Men den 24-årige midtbanespiller har sin egen forklaring. Til britiske ITV4 siger han, at han formentlig pressede kroppen for hårdt på en to uger træningslejr i USA inden sæsonen.
- Jeg tror, at jeg pressede mig selv meget, meget langt ud, og måske gik jeg for vidt.
- Jeg var i god form, men jeg ville være i endnu bedre form. Jeg ville være bedre forberedt end de andre, siger han til tv-stationen, der har lavet et portræt af den nu pensionerede fodboldspiller.
Professor Richard Schilling, der er specialist i hjerterytmen, tror dog ikke, at det er hele forklaringen.
- Det er meget sandsynligt, at hjertestoppet ville være sket før eller senere under alle omstændigheder.
- Om den intense træning var med til at fremskynde det, er umuligt at sige med sikkerhed, men alt er muligt, siger Schilling.
Fabrice Muamba kollapsede i første halvleg af pokalkampen og blev straks ført til et sygehus i ambulance efter at have fået førstehjælp.
Hans hjerte stoppede i 78 minutter, men lægerne fik gang i det igen, og en måned senere blev han udskrevet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.