Ifølge Fyens Stiftstidende vil de omkring 1.000 ansatte hos Fazer Foods Service Danmark beholde jobbet, når den engelske gigant Compass Group PLC køber virksomheden.
Administrerende direktør i Fazer Lifestyle Foods, Mats Liedholm, siger til avisen, at når aftalen godkendes af EU's konkurrencemyndigheder, "overgår alle ansatte til Compass Group".
Fazer Foods Service Danmark har hovedkontor i Odense og virksomheden bespiser ansatte i kantiner over hele landet.
I alt har Fazer Foods Service Danmark cirka 150 kunder. Firmaet ejes af den finske Fazer-koncern, og har udover de cirka 1.000 medarbejdere i Danmark yderligere knap 6.000 ansatte i Finland, Sverige, Norge og Estland.
Compass Group PLC er til stede i cirka 45 lande og har omkring 600.000 ansatte, skriver Fyens Stiftstidende.
Prisen er ifølge Fazer Food Services omkring 475 millioner euro, hvilket svarer til cirka 3,5 milliarder kroner.
Udover 1.000 danske ansatte køber briterne også en virksomhed som i årevis har leveret tocifrede millionoverskud.
I det seneste regnskabsår var overskuddet før skat på 38,4 millioner kroner, og forventningen for i år er en vækst i både omsætning og resultat, skriver Fyens Stiftstidende.