54.000 mennesker er drevet på flugt fra vandmasserne, der har ramt den sydlige stat Santa Catarina i Brasilien.
De store mængder vand har oversvømmet byer og udløst jordskred, som har ødelagt landsbyer og veje i regionen.
Otte byer er blevet helt afskåret fra omverdenen og 160.000 mennesker er uden elektricitet, oplyser BBC.
Den brasilianske regering har sendt nødhjælp af sted til de ramte områder og indsat helikoptere, der skal nå frem til de byer, der er blevet afskåret på grund af regnen.
Myndighederne vurderer, at op mod 80 procent af regionen stod under vand, da vandstanden var på sit højeste, den er dog ved at falde nu.
Staten Santa Catarina er erklæret i undtagelsestilstand.