Mere end 20 millioner mennesker i Sydasien står uden rent vand, føde eller tag over hovedet efter voldsomme oversvømmelser.
Ifølge BBC News er 14 millioner indere og syv millioner mennesker i Bangladesh ramt af de store vandmængder, som kommer fra monsoon-regn og smeltet gletsjersne fra Himalaya.
I den indiske delstat Assam frygter myndighederne, at der vil udbryde epidemier af malaria eller hjernebetændelse, og delstatsminister Tarun Gogoi siger til nyhedsbureauet Reuters, at han er meget bekymret for, at sygdommene vil bryde ud, mens vandet trækker sig tilbage, og temperaturerne stiger.
I en anden indisk delstat, Bihar, kaster helikoptere mel, sukker og mælkepulver ud til de strandede landsbybeboere. 70.000 hjem er skyllet væk i regnen, og en million mennesker bor under den åbne himmel.
Nødhjælpsorganisationer er desperate efter mere hjælp til de ramte områder.
- Vi er nødt til at gøre meget mere, end der bliver gjort nu, siger Job Zachariah fra UNICEF til nyhedsbureauet AFP.