Det er stedet, hvor tsunamien ramte værst. Nu er den nordlige del af Sumatra igen ramt af en vandkatastrofe. Kraftigt regnvejr de sidste tre dage har ført til store oversvømmelser, hvor 94 mennesker indtil videre har mistet livet i Indonesien og Malaysia. AP skriver, at luftfotos af regionen viser, at mange mennesker er flygtet op på taget af deres huse og venter på at blive reddet. Mere end 150.000 mennesker er påvirket af oversvømmelserne.
I Malysia opfordrer premierminister Abdullah Ahmad Badawi befolkningen til at hjælpe med at forhindre plyndringer, hvilket der er kommet spredte rapporter omkring.
Den værst ramte region på Sumatra er Aceh-provinsen, som også blev værst ramt af tsunamien i 2004. 167.000 mennesker døde i kæmpebølgen, som ramte 26. december.