Overspringshandlinger giver dig stress

Man kan både blive afhængig og få stress af overspringshandlinger, lyder advarslen, efter nye tal afdækker danskernes tendenser.
Pas på med overspringshandlinger i arbejdstiden, lyder rådet.
Pas på med overspringshandlinger i arbejdstiden, lyder rådet. Foto: Colourbox

Sms'er du vennerne eller tager en tur forbi facebook i arbejdstiden, laver du overspringshandlinger.

Danskerne bruger i gennemsnit knap 16 minutter om dagen på at foretage sig ikke arbejdsrelaterede ting i arbejdstiden. Det bliver til halvanden uge på et år viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for 24timer.

Men overspringshandlinger er ikke kun en lille pause, de kan få store konsekvenser.

"Når vi for eksempel lige skal tjekke Facebook eller på anden måde belønne os selv, udskiller hjernen dopamin, der føles rart i kroppen. Det lille boost kan vi nemt forfalde til at blive en anelse afhængige af, selv om det bestemt ikke er godt i længden," siger psykoterapeut Michael Rasmussen fra Udviklingshuset til avisen.

Overspringshandlinger kan nemlig give stress, forklarer effektivitetsekspert og coach Dorthe Rindbo.

"En af konsekvenserne er stress. Vi skyder opgaverne foran os, og arbejdslæsset bliver større og større. Så bliver det uoverskueligt at tage fat på bunken, og vi fortsætter med overspringshandlingerne," siger hun til avisen.

Undersøgelsen er baseret på interview med 1011 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.