Flere end 300.000 kvinder i Danmark går rundt med en sygdom, som de ikke aner, de har. Sygdommen PCO skyldes for mange mandlige kønshormoner og kan resultere i barnløshed, depression, sukkersyge og hjertekar sygdomme.
"Kvinder med PCO har alle de kedelige ting - overvægt, kraftig hårvækst og depression, som hverken almindelige mennesker eller ret mange læger bryder sig om at have med at gøre. Derfor går masser af kvinder rundt uden at vide, hvad de fejler, og at vi kan gøre rigtig meget for at hjælpe dem af med de generende symptomer. Det er en ærgerlig situation," siger professor fra PCO-klinikken i København, Svend Lindeberg, til 24timer.
Der er flere symptomer på sygdommen. Blandt andet overvægt, skægvækst, hårtab, akne, kropsbehåring, ekstrem sukkertrang og hovedpine.
Lige nu er det hver syvende danske kvinde, der har PCO, men eksperterne spår, at flere vil rammes af sygdommen i fremtiden på grund af vores livsstil.
"Overvægt og stillesiddende arbejde får sygdommen til at bryde ud hos flere og flere af de kvinder, der er arveligt disponerede. Tidligere har anlægget for PCO formentlig været hos lige så mange som i dag, men sygdommen brød ikke ud, fordi vi spiste sundere og rørte os mere," siger overlæge Pernille Ravn fra PCO-klinikken på Odense Universitetshospital