Nogle gange er gode nyheder så gode, at de kan være svære at tro på.
Sådan var det for en kvinde fra Vestjylland, da hun vandt den store gevinst i Lotto – i første omgang helt uden at hun opdagede det.
- Jeg havde godt læst i det lokale dagblad, at de otte millioner var faldet i kommunen, og at Danske Spil endnu ikke havde talt med vinderen. Og så gik jeg og tænkte, at det kunne være sjovt at vide, hvem vinderen var. Det faldt mig slet ikke ind, at det kunne være mig, fortæller kvinden til Danske Spil.
Hun gik rundt og tænkte, om hun mon kendte den heldige vinder, indtil hun fik et opkald fra en af Danske Spils medarbejdere, som kunne fortælle hende, at hun i dén grad kendte vinderen: Det var nemlig hende selv.
- Der blev jeg overrasket. Hun sagde, jeg skulle tjekke min konto hos Danske Spil. Der stod otte millioner! Det var en mærkelig følelse.
Hun fortæller, at da hun bad manden sætte sig, frygtede han det værste.
- Så måtte jeg lige fortælle ham, at det ikke var noget skidt, men derimod noget godt: "Jeg har lige fået en opringning: Vi har vundet 8.000.000 kroner!" Og det synes han godt nok var fantastisk. Det var jo mange penge.
Parret har forkælet sig selv ved, at bruge en stor bid af gevinsten.
- Vi har vores voksne børn, som vi godt vil kunne hjælpe, hvis de lige står og mangler. Så til hver af dem har vi skrevet sådan et lånebevis på et par millioner. Det er dejligt at kunne gøre det. Den ene af dem kaldte det ligefrem et mirakel, siger kvinden, som også planlægger at invitere børn og børnebørn sydpå til varmen inden længe.
- Det koster en masse penge, men så får vi også all inclusive og et ordentligt hotel, siger den heldige vinder.