Den 19-årige danske atlet Daniel Wagner Jørgensen vandt fredag aften højst overraskende bronze ved mændenes længdespring ved da paralympiske lege i London.
Et spring på 6,11 meter sikrede den unge dansker medaljen.
- Det er næsten ubeskriveligt. Det er jo slet ikke længdespring, jeg satser på.
- Mit mål på forhånd var at komme over seks meter. Men at jeg skulle tage en medalje og slå verdensmesteren (japanske Yamamoto, red.), det havde jeg ikke fantasi til at forestille mig. Det er vanvittigt, siger Daniel Wagner Jørgensen.
I løbet af konkurrencen slog Daniel Wagner Jørgensen tre gange sin personlige rekord. Og selv om han blot er 19 år gammel, så bevarede han roen under hele forløbet.
- Den mentale træning, vi har fået hos Team Danmark, den gav virkelig gevinst.
Selv da danskerens bronzekonkurrent havde sprunget sit sidste spring og bronzen var hjemme, holdt Daniel Wagner Jørgensen sig i ro.
- Men jeg havde egentlig helt vildt lyst til at spurte hele stadion rundt, siger den unge danske bronzevinder.
Allerede lørdag formiddag skal Daniel Wagner Jørgensen i konkurrence igen. Klokken 11.45 dansk tid løber han indledende heat i 200 meter. Og danskeren erkender, at det kan blive svært at falde i søvn med bronzemedaljen om halsen.
- Det kan godt være, jeg skal have fat i nogle sovepiller, siger Daniel Wagner Jørgensen.
Den danske atlet løber fredag 7. september også indledende heat i mændenes 100 meter.
/ritzau/