Verdensranglistens nummer 1, Novak Djokovic, er røget overraskende tidligt ud af ATP-turneringen i Miami.
Den serbiske tennisstjerne tabte natten til onsdag dansk tid med cifrene 2-6, 4-6 til tyske Tommy Haas, som dermed avancerer til kvartfinalen.
Det var første gang, at Tommy Haas spillede mod en verdensetter, siden han blev slået af Rafael Nadal ved tredje runde af Australian Open i 2009.
Tyskeren indtager selv i øjeblikket en placering som nummer 18 på listen over verdens bedste. Han er seedet som nummer 15 i Miami.
Det er ikke første gang på den seneste, at den normalt så ustoppelige Djokovic har fået et uventet exit fra en af de større turneringer.
For 10 dage siden blev serberen sendt ud af semifinalen i Indian Wells efter et nederlag til argentinske Juan Martin del Potro. Djokovic havde indtil semifinalen ikke tabt en kamp siden 31. oktober og var ubesejret i 22 kampe i streg.
/ritzau/