En af de tre Chapecoense-spillere, der overlevede et flystyrt i november sidste år, er nu klar til at gøre comeback på fodboldbanen.
Den 27-årige venstreback Alan Ruschel skal således i aktion, når brasilianske Chapecoense 7. august spiller en træningskamp mod spanske FC Barcelona.
Det skriver Chapecoense i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Alans comeback markerer et vigtigt skridt i hans kamp for at komme videre og et vigtigt skridt for klubbens genopbygning, lyder det.
Klubben skriver samtidig, at det ikke er tilfældigt, at Alan Ruschels tilbagevenden til fodboldbanen sker på Camp Nou mod Barcelona.
- Når man tager kampens vigtighed og størrelse i betragtning, så var den her kamp den ideelle mulighed for et comeback, skriver klubben.
71 mennesker mistede livet i sidste års flystyrt, der skete nær den colombianske storby Medellín. Blandt ofrene var 19 spillere fra Chapecoense.
Seks personer overlevede styrtet - heriblandt Alan Ruschel og hans to holdkammerater Neto og Jakson Follmann, der efter styrtet har fået den nederste del af sit højre ben amputeret.
Efter styrtet 28. november sidste år tilbragte Alan Ruschel to uger på hospitalet som følge af en operation i ryggen.
/ritzau/