De prøvede flere gange, men det lykkedes ikke hans forfølgere at passere ham.
Italienske Daniele Bennati kunne torsdag i overlegen stil køre først over målstregen efter den 17. etape i Tour de France - en etape uden de store overraskelser.
- Jeg er selvfølgelig overlykkelig for sejren, selv om omstændighederne ikke er de mest opmuntrende, sagde Bennati ovenpå sejren.
Forud var gået en hård spurt, hvor blandt andre Team CSCs Jens Voigt lagde billet ind på etapesejren. Tyskeren måtte dog nøjes med at trille over målstregen som nummer fire efter Forthen (nummer to) og Elmiger (nummer tre).
I den samlede stilling har Alberto Contador overtaget den gule førertrøje. Ved etapens start var der ingen, der kørte i den gule trøje, som Michael Rasmussen måtte aflevere onsdag aften, da han blev fyret af Rabobank.
- Jeg er ren, ellers var jeg ikke her. Jeg har været til rådighed til alle dopingtest i eller uden for konkurrence, sagde Contador, da han havde fået den gule trøje på.
Nummer to i den samlede stilling er Evans, mens Leipheimer har snuppet tredjepaldsen. Team CSCs Carlos Sastre ligger på fjerdepladsen.
For Rabobank, der indledte etapen med kun syv ryttere, efter Michael Rasmussens exit, blev det til endnu et farvel på holdet idag. 90 kilometer inde i etapen stod Denis Menchov af cyklen og afleverede sit rygnummer som tegn på, at han ikke havde tænkt sig at fortsætte til Paris. Det vides endnu ikke hvorfor.