Det vrimler med sygeplejersker uden tilstrækkelig erfaring på landets små skadestuer. Hvis patienter med hjertesygdomme eller andre livstruende lidelser dukker op, kan det i værste fald koste patienterne livet. Sådan lyder advarslen fra Sundhedsstyrelsen og Overlægeforeningen.
Flere af skadestuerne skilter samtidig med, at folk kan henvende sig også ved "livstruende situationer," skriver Berlingske.
Enhederne bør slet ikke kaldes 'skadestuer' og skal gøre mere for at forklare borgerne, at man kun kan behandle mindre alvorlige skader og sygdom, siger Sundhedsstyrelsen og Overlægeforeningen.
"Patienterne skal have den ægte vare og ikke et eller andet pseudoberedskab," siger formand for Overlægeforeningen Erik Kristensen, til Berlingske.
Næstformand for Danske Regioner, Carl Holst (V), er enig i, at man skal kalde tingene, hvad de er.
"Vi må ikke lave falsk varebetegnelse og for at undgå lokal kritik lade som om, at der ikke er forskel på en lille skadeklinik og en stor akutmodtagelse," siger han til avisen.
Kilde: Berlingske