Overlæge Svend Lings fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital ville ikke bekymre sig synderligt, hvis det var hans hus, der var blevet overdrysset med det angiveligt farlige kvartsstøv.
"Så ville jeg tage min støvsuger og gøre rent, og så ville jeg være irriteret over, at de støver mit inventar til. Men jeg ville ikke være bange for noget som helst," siger han til Newspaq.
Beboere under den nye Lillebæltsbro i Middelfart har ellers været bekymrede, fordi deres huse i løbet af sidste uge er blevet overdrysset med kvartsstøv fra renoveringsarbejdet på broen.
Det har været fremme, at støvet er kræftfremkaldende. Men det er det altså kun, hvis man får det i meget store mængder.
"Det er ikke farligt i de mængder, som man kan indtage på den måde. Der skal virkelig meget til. Der er en teori om at folk, der for eksempel har arbejdet med stenhuggeri hele livet og har indåndet så meget, at de ligefrem har fået stenlunger af det, de har muligvis en lidt øget risiko for lungekræft. Men vi skal op i de mængder, før det er relevant," beroliger overlægen.
Martin Have, der er far til fire uger gamle Mikas og toårige Smilla og bor under broen, fortæller, at hans børn har haft hoste, mens arbejdet har stået på.
Men selvom alt støv kan give hoste, betyder det ikke nødvendigvis, at det er særlig sundhedsskadeligt, forklarer Svend Lings.
"Det kan man let komme til. En hvilken som helst støv kan fremkalde hoste. Men det har ikke spor med kræftrisikoen at gøre," udtaler han.
Vejdirektoratet, der står for arbejdet på broen, har undskyldt den dårlige afdækning over for beboerne.