En norsk overlæge er blevet idømt en bøde på 10.000 norske kroner for at give en psykiatrisk patient et slag i ansigtet, så hun fik røde mærker. Det skriver VG.
Overlægen skulle tale med patienten, men patienten var oprevet og sparkede lægen over benet to gange.
Det fik overlægen til at udbryde: "Du kommer ikke ustraffet fra at slå en overlæge". Herefter nev han patienten i kinden og klaskede hende med en flad hånd i ansigtet.
I retten forklarede overlægen, at han var blevet bange for patienten, som holdt et par strikkepinde i hånden.
Retten mente dog ikke, at der var belæg for, at situationen var så farlig, som overlægen påstod.
"Der befandt sig tre ansatte i rummet, som alle havde gode forudsætninger for at få kontrol over situationen uden at slå eller nive," står der i dommen.
Kilde: VG.