Siden der torsdag blev sadlet om fra at registrere og inddæmme alle danske smittede med corona, til at behandle de alvorligste sygdomstilfælde, er folk med milde syntomer blevet bedt om ikke at henvende sig til sundhedsvæsnet.
Det skaber et stort mørketal for hvor mange danskere, der reelt er smittet med coronavirus. Søndag formiddag meldte regeringen de nyeste tal ud. De lyder nu på 864 konstaterede tilfælde af corinavirus mod 827, som tallet var lørdag.
Kenneth Jensen, der er overlæge i anæstesiologi og intensiv terapi på Næstved Sygehus, mener det er problematisk, at alle tilfælde af virussen ikke længere bliver registret. Det siger han til TV2 Nyhederne.
– Vi skal ikke kun smitteopspore og følge antallet af testede og indlagte patienter. De udgør toppen af et meget stort isbjerg, siger han til TV 2.
Ifølge overlægen kan man som samfund og stat ikke vurdere, om de tiltag, der er sat i værk, virker, når man ikke længere har et fuldt billede af, hvor mange der er smittede.
Han foreslår derfor, at der bliver lavet daglige stikprøver af 100 mennesker blandt befolkningen, så man får mulighed for at følge udviklingen.
– Det er den eneste metode til at vurdere, hvor udbredt covid-19 er i den danske befolkning og derfor den eneste måde, hvorpå vi kan vurdere, om vi skal skifte strategi, siger han til TV2 Nyhederne.