Det britiske overhus stemmer ja til at give parlamentet flere beføjelser i Brexit-komplekset, sådan at parlamentet kan blokere eller forsinke en endelig aftale om brexit.
335 medlemmer stemte ja til flere beføjelser, da forslaget var til afstemning mandag eftermiddag. 224 stemte nej.
Det vedtagne forslag siger, at parlamentet skal have det afgørende ord i den aftale, som regeringen forhandler på plads med EU om det britiske farvel til det europæiske fællesskab.
Parlamentet kan således sende regeringen tilbage til EU for at forhandle en bedre aftale på plads.
Det er imidlertid ikke givet, at forslaget bliver endelig vedtaget, for det skal også igennem parlamentets underhus.
I Overhuset sidder personer, der er udpeget for livstid, mens medlemmerne af Underhuset er folkevalgte.
Premierminister Teresa May har et spinkelt flertal i Underhuset.
Storbritannien trækker sig efter planen ud af EU med udgangen af marts 2019. Derefter kommer en overgangsperiode.
Det betyder, at Storbritannien og EU i praksis sigter på at have en aftale på plads i oktober i år, sådan at de forskellige EU-lande kan nå at ratificere den, inden briterne forlader EU i 2019.
Resultatet fra Overhuset var ventet. Det er syvende gang inden for de seneste uger, at May-regeringen er blevet stemt ned af Overhuset inden for lovgivning om Storbritanniens farvel til EU.
Regeringen har forpligtet sig til at give parlamentet en afstemning om den endelige aftale, men regeringen har præsenteret afstemningen som enten en accept af den aftale, regeringen har forhandlet på plads, eller en total afvisning.
Og bliver det en afvisning, vil Storbritannien træde ud af EU alligevel, siger regeringen, men det bliver så helt uden en aftale.
Overhusets beslutning mandag går videre og siger, at regeringen må tilbage til EU igen, hvis aftalen afvises af parlamentet.
/ritzau/Reuters