Overhuset i det russiske parlament godkendte onsdag den lov, der ratificerer Ruslands indtræden i Verdenshandelsorganisationen WTO. Dermed mangler den kun præsident Valdimir Putins underskrift, før udkastet er gældende lov.
Det Føderale Råd stemte for loven med et overvældende stort flertal. Parlamentets underhus vedtog optagelsen for en uge siden.
Det historiske skridt vil, siger regeringen, øge produktiviteten, mens oppositionen hævder, at det vil give tunge sociale omkostninger.
Med dets indtræden i WTO bliver Rusland placeret centralt i verdensøkonomien.
I parlamentets underhus var det kun politikere fra landets største parti, Forenet Rusland, som støttede forslaget.
Den danske regering har i den nye vækstmarkedsstrategi sat høje mål for større eksport til Rusland. Regeringen undersøger også mulighederne for at skaffe flere russiske investeringer til Danmark.
/ritzau/AFP