Den pakistanske grundlov gælder ikke i landets nordvestlige regioner, hvor der traditionelt har været klanstyre. En ny sikkerhedslov giver derimod Pakistans hær vide beføjelser, men beskytter ikke civilbefolkningen.
Både Taliban og den pakistanske hær kan i praksis fængsle, tortere og dræbe straffrit.
Amnesty International har haft adgang til tusinder af dokumenter vedrørende folk, der har været fængslet, og har talt med over hundrede ofre for overgreb, advokater, slægtninge og pakistanske myndigheder.
Blandt de overgreb, Amnesty International dokumenterer, er:
Fra hærens side:
* Amnesty er stødt på 17 sager, hvor anholdte døde i hærens varetægt. Det har ikke været muligt at påvise dødsårsagen, men vidneudsagn og lægerapporter tyder på, at fangerne døde af tortur eller anden mishandling.
* Tusindvis af personer fængsles, nogle gange i årevis, uden at familien får besked om, hvor deres pårørende befinder sig.
* Ligene af de fanger, der er døde i myndighedernes varetægt, dumpes rundt om i de klanstyrede områder.
* Mange af de personer, der har været tilbageholdt, siger, at de er blevet torteret eller på anden måde mishandlet i fængslet. Mange klager over, at de får for lidt at spise.
* Alle de tidligere fanger, Amnesty har talt med, fortæller, at de er blevet truet til at tie stille om deres oplevelser i fængslet.
* Amnesty er ikke stødt på oplysninger om, at der er indledt undersøgelser af et eneste tilfælde af overgreb, tortur eller drab på fanger i hærens varetægt.
Fra Talibans side:
* Drab på både pakistanske soldater og civile, blandt andet et selvmordsangreb mod en moské i august, hvor 56 blev dræbt og 120 såret.
* Taliban har indført sine egne domstole, der er langt fra at leve op til de mest grundlæggende principper i menneskeretten eller folkeretten. Men i nogle tilfælde springer talibanerne retssagen over og dræber i stedet fangen på stedet.
* Tortur og drab på bl.a. folk, der mistænkes for at være spioner, folk, der støtter Talibans fjender, eller folk, der er fortalere for eksempelvis kvinders rettigheder, som Taliban betragter som uislamisk. Blandt andet forsøgte Taliban at dræbe den 14-årige skolepige Malala Yousufzai, der er fortaler for uddannelse til piger.
* Bortførelser og opkrævning af løsepenge, som er en betydelig indkomstkilde for Taliban.
/ritzau/