En 56-årig mand er død, efter at han for en måned siden blev overfaldet i sin lejlighed i Esbjerg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Manden blev den 14. september fundet svært tilskadekommen i sit hjem på Grådybet i Esbjerg og bragt til sygehuset. Han døde søndag aften, oplyser politiet.
Der skal nu foretages obduktion for at fastslå dødsårsagen. De pårørende er underrettet.
Efter overfaldet blev tre personer anholdt og sigtet for grov vold – en 43-årig mand, en 42-årig kvinde og en 31-årig mand. Alle tre blev i dagene efter hændelsen fremstillet i grundlovsforhør, hvor de to mænd blev varetægtsfængslet.
Den 42-årige kvinde blev løsladt onsdag, men er fortsat sigtet i sagen.
Dødsfaldet giver ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi anledning til, at det nu skal vurderes, om sigtelserne skal ændres.
Efterforskningen fortsætter, og politiet har foreløbigt ingen yderligere kommentarer.