Det er ikke gået internationale mediers næser forbi, at statsminister Mette Frederiksen (S) fredag blev slået af en mand i København.
- Dansk statsminister overfaldet af mand i København, lyder det på forsiden af det britiske medie BBC's hjemmeside.
Også det amerikanske medie CNN samt nyhedsbureauerne dpa, AFP, Reuters og AP har fredag aften dækket sagen.
Statsministeren blev fredag aften slået af en mand på Kultorvet i København, har Statsministeriet oplyst til Ritzau. Manden er blevet anholdt.
Statsministeren er chokeret over hændelsen, lyder det i en skriftlig meddelelse.
Også The Guardian bringer nyheden på toppen af mediets hjemmeside fredag aften.
Den norske avis VG skriver i en overskrift, at Mette Frederiksen er blevet "slået på åben gade" og beder læsere sende tips til mediet, hvis de ligger inde med informationer om sagen.
Statsministeriet har oplyst, at ministeriet ikke har yderligere kommentarer - heller ikke om statsministerens tilstand.
Københavns Politi bekræfter over for Ritzau hændelsen, men har derudover ingen kommentarer.
I et opslag på det sociale medie X skriver Københavns Politi, at sagen bliver efterforsket.
Det svenske medie Expressen skriver i en artikel, at Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, sammen med flere svenske politikere har sendt støtteerklæringer til Mette Frederiksen.
- Mette er for mig en rigtig god kollega og klog samarbejdspartner. Håber inderligt, at hun er i sikkerhed, skriver Kristersson på det sociale medie X.
To øjenvidner fortæller B.T., at de overværede en mand give statsminister Mette Frederiksen (S) et kraftigt skub fredag aften.
- Der kom en mand forbi i den modsatte retning, og han gav hende et hårdt skub på skulderen, så hun væltede til siden, fortæller henholdsvis 18- og 17-årige Marie Adrian og Anna Ravn til mediet.
Oplysningerne er ikke bekræftet af Statsministeriet. Indtil videre har det lydt fra ministeriet, at statsministeren blev slået af en mand.
/ritzau/