Forligsmand Asbjørn Jensen udskød for anden gang en storkonflikt, mens forhandlerne på transportområdet nærmer sig hinanden.
Af Mette Boysen og Julie Jo Boding
mebo@avisen.dk
@BRØD:Der var lagt op til endnu et maraton-møde, da forhandler-holdene fra henholdsvis Handel, Transport og Service og 3F torsdag eftermiddag dukkede op i forligsinstitutionen for at nå til enighed om en overenskomst på transportområdet. Mellem sorte lædertasker og blanke mapper dukkede enkelte sportstasker ¿ formentlig fyldt med overlevelsesudstyr til en nat i forligsinstitutionen ¿ op.
Bliver til der er enighed
Og 3F s formand for transportgruppen, Orla Petersen, lagde heller ikke skjul på, at han agtede at blive i institutionen, indtil der er opnået enighed på området.
»Der er blevet rykket på tingene i forhold til spørgsmålet om timelønnen. Vi nærmer os en afgørelse, og jeg forventer, at vi bliver her, til vi er færdige,« sagde han.
Også forligsmand Asbjørn Jensen så angiveligt lys forenden af tunnellen. Tidligere torsdag valgte han at udskyde en storkonflikt i endnu 14 dage.
»Jeg kan ikke forsvare, at man ikke bliver enige. Det må kunne ordnes. Jeg tror stadig, der er håb om, at de finder hinanden,« lyder det fra Asbjørn Jensen. Inden parternes møde torsdag eftermiddag havde forhandlingerne om en ny overenskomst mellem arbejdsgiverne i Handel, Transport og Service (HTS) og 3F stået på i mere end 100 timer.
To uger
Hvis parterne ikke bliver enige om en ny overenskomst for 42.000 chauffører, lager- og havnearbejdere i løbet af de næste to uger, vil der komme storkonflikt blandt 600.000 privatansatte. Tidligere på ugen har både chauffører og havnearbejdere strejket i protest over, at det går for langsomt med at blive enige om en ny aftale.