Socialdemokratiet med overborgmester Sophie Hæstorp Andersen i spidsen ser ikke ud til at blive en del af budgetforliget på Københavns Rådhus.
Det fortæller Københavns Kommunes overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), efter et pressemøde med SF, som også er sat uden for døren.
- Enhedslisten er lige nu i gang med at lave skattelettelser med de borgerlige partier i stedet for at bruge pengene på velfærd og klima i budgetforhandlingerne, siger Sophie Hæstorp Andersen.
S og SF kan ikke være med i aftalen, fordi Enhedslisten diskuterer skattelettelser for en halv milliard. Det gør partiet i samarbejde med de borgerlige partier og partierne på den yderste højrefløj som Nye Borgerlige, oplyser overborgmesteren.
- Det forslag, vi indtil videre har set, er ikke finansieret, og det er uansvarligt.
- Vi er dybt overraskede over det, og jeg tror, mange har været nysgerrige på, hvad man får med Enhedslisten som det største parti på rådhuset. I dag fik vi svaret, siger overborgmesteren.
Ifølge pressechefen for overborgmesteren, Thomas Søie Hansen, er det kun SF og Socialdemokratiet, der ikke deltager i forhandlingerne torsdag. De forhandlende partier er Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.
Det giver et flertal på 39 ud af 55 medlemmer af borgerrepræsentationen.
Spørger man overborgmesteren, om udelukkelsen vil få konsekvenser for hendes overborgmesterpost, er svaret nej.
- Det her handler ikke om mig. Det handler om et magtspil på rådhuset. Det ligner landsbypolitik i København, og det er virkelig ikke kønt.
Sophie Hæstorp Andersen understreger dog, at forhandlingerne ikke er ovre endnu, og at Socialdemokratiet stadig ønsker en bred aftale.
- Men den skal ikke rumme det her element af skattelettelser, siger overborgmesteren.
Kommunale budgetter skal senest være vedtaget 15. oktober.
Det er første gang, at Sophie Hæstorp Andersen forhandler budget med borgerrepræsentationen, efter at hun blev valgt som overborgmester ved kommunalvalget i 2021.
Her gik Socialdemokratiet tilbage med 10 procentpoint og fik 17 procent af københavnernes stemmer.
Modsat fik Enhedslisten 24,6 procent af stemmerne og blev det største parti. Det er over 100 år siden, at Socialdemokratiet ikke er det største parti på hovedstadens rådhus.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.