OVERBLIK: Unge deler nøgenbilleder i lukkede grupper

Flere tidligere sager har vist, at unge deler seksuelt krænkende materiale uden samtykke i stor stil.

Rigspolitiet oplyser, at over 1000 unge vil blive sigtet for at have distribueret børneporno ved blandt andet at have delt en video på chatprogrammet Messenger.

Delingerne er foregået frem til efteråret 2017.

Læs her om tidligere sager fra medierne om deling af seksuelt krænkende materiale:

* Marts 2015:

Midt- og Vestjyllands Politi siger til DR, at flere piger fra Viborg-området optræder hel- og halvnøgne mod deres vilje i det, der kaldes "Viborg-mappen".

Mappen indeholder billeder af lokale piger og bliver delt mellem drenge over hele landet. I nogle tilfælde er pigerne helt ned til 13 år.

* August 2016:

Radio24Syv skriver om den lukkede gruppe Nudementum på Facebook, der organiserer chatgrupper, hvor sexvideoer og nøgenbilleder af navngivne piger bliver delt uden pigernes samtykke.

Delingen sker via links til forskellige Dropbox-mapper, der indeholder billeder og videoer af nøgne piger.

* August 2016:

I mindst 36 af Danmarks kommuner har der været mapper eller samlinger med ulovlige nøgenbilleder af lokale unge piger. Det fortæller SSP-medarbejdere til DR2 Dokumentar.

Kilder: DR og Radio24Syv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.