USA's præsident, Donald Trump, holdt natten til torsdag dansk tid en tv-transmitteret tale, hvor han varslede en række nye tiltag for at inddæmme smittespredningen af coronavirus i USA.
Her er et overblik over et udvalg af disse tiltag:
Rejserestriktioner:
* Alle rejser fra en række europæiske lande til USA bliver suspenderet i 30 dage.
* Forbuddet gælder for personer, der har været i et af de 26 lande i Schengen-området de sidste 14 dage før indrejse til USA.
* De 26 Schengen-lande er Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
* Rejserestriktionerne vil ikke påvirke handel og varer.
* USA's forsvarsministerium indfører et rejseforbud for medlemmer af forsvaret i 60 dage til og fra en række lande. Medlemmerne må heller ikke rejse gennem disse lande.
* Alle amerikanere opfordres til at genoverveje at rejse til udlandet, oplyser USA's udenrigsministerium.
Økonomiske tiltag:
* Trump opfordrer Kongressen til at godkende en lempelse af lønmodtagernes såkaldte "payroll tax", hvilket kan sammenlignes med det arbejdsmarkedsbidrag, som danske lønmodtagere betaler.
* Trump vil instruere finansministeriet til at udskyde skattebetaling for "individer og selskaber, der er særligt påvirket" af virusudbruddet.
* Trump vil instruere myndigheden for små selskaber til at "tilbyde kapital og likviditet til firmaer, der påvirkes af coronavirus".
Andre tiltag:
* Plejehjem anbefales at suspendere alle ikke-nødvendige besøg.
* Trump aflyser sine rejser til delstaterne Colorado og Nevada i denne uge.
Kilder: AFP, Reuters.
/ritzau/