Ubådsbyggeren Peter Madsen blev i Københavns Byret idømt fængsel på livstid for at have dræbt og mishandlet journalisten Kim Wall.
Madsen har valgt ikke at anke skyldsspørgsmålet, men han vil have en mildere straf. Få overblik over sagens forløb:
* 10. august 2017 tager Peter Madsen og Kim Wall ud i ubåden "UC3 Nautilus". De stævner ud fra Refshaleøen i København. Formålet er for Walls vedkommende at skrive en artikel om Madsens raketprojekt.
* 11. august finder man ubåden i Køge Bugt. Madsen bliver reddet i land og forklarer, at hans svenske gæst blev sat i land aftenen før. Alligevel anholdes han og sigtes for drab.
* 12. august ændrer Peter Madsen forklaring. I grundlovsforhøret hævder han, at Wall døde, da hun fik en tung luge i hovedet, og at han efterfølgende "begravede hende til søs".
* 21. august dukker en kvindelig torso op i vandet ved Amager. Arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en "bevidst afskæring", oplyser politiet. Dna-profilen matcher Kim Wall.
* 7. oktober oplyser politiet, at Kim Walls hoved, to ben, tøj og en kniv er fundet i Køge Bugt. Der er ingen spor af frakturer på kraniet. Dermed forekommer Madsens forklaring om hendes død usandsynlig.
* 14. oktober ændrer Peter Madsen igen forklaring. Han siger i stedet, at Wall døde af kulilteforgiftning, mens han var på ubådens dæk. Han erkender for første gang at have parteret liget.
* 16. januar 2018 oplyser anklagemyndigheden, at der er rejst tiltale mod Madsen for efter forudgående planlægning at have bundet, sexmishandlet, dræbt og parteret Kim Wall. Kravet er fængsel på livstid.
* 8. marts begynder retssagen i Københavns Byret. I løbet af sagen, der strækker sig over 12 retsdage, føres blandt andet 36 vidner.
* 25. april idømmes Peter Madsen fængsel på livstid. Den hårde straf skyldes blandt andet forbrydelsens brutalitet.
* 7. maj oplyser Statsadvokaten i København, at ankesagen kun handler om straffens længde. Madsen har opgivet kravet om frifindelse.
* 5. september indleder Østre Landsret strafudmålingsankesagen.
* 14. september afsiger landsretten dom i sagen.
Kilde: Ritzau.
/ritzau/