Fredag aften har skuespiller Jakob Fauerby og hans dansemakker Silas Holst vundet dette års "Vild med dans", hvis danske udgave sendes på TV2.
Programmet er et koncept, der også sendes i mange andre lande. I USA hedder det eksempelvis "Dancing with the stars".
I ingen af de andre lande har et par af samme køn vundet, før Jakob Fauerby og Silas Holst gjorde det i programmets danske udgave fredag aften.
Her er et overblik over de andre lande, hvor et dansepar af samme køn har forsøgt at vinde "Vild med dans" - uden succes:
* Israel, 2010:
Gili Shem Tov, en kvindelig tv-vært, dansede med den kvindelige professionelle danser Dorit Milman. De bliver nummer fem i konkurrencen det år i Israel.
* Østrig, 2011:
Alfons Haider, en mandlig tv-vært, stillede op sammen med den professionelle danser Vadim Garbuzov. De nåede længere og blev nummer fire.
* Italien, 2018:
Stylisten Giovanni Ciacci dansede sammen med dansepartner Raimondo Todaro. De to nåede til finalen, men vandt dog ikke.
Kilde: TV2.
/ritzau/