De 225 millioner kroner, som statens selskab vandt i Østre Landsret onsdag i en sag mod den tidligere ledelse i Amagerbanken, er den hidtil største sejr i en stribe retsopgør efter krakkede pengeinstitutter.
Hidtil har Finansiel Stabilitet (FS) lidt flere markante nederlag, men med onsdagens dom er der tale om en slags oprejsning. Nogle retssager er indledt i landsretten, andre er startet i en byret.
Her følger en oversigt over retssagerne og deres status:
* Amagerbanken. Oprindeligt var 11 sagsøgt. Flertallet blev afkrævet 900 millioner kroner. Retten i Lyngby frifandt alle i juni 2017. FS ankede til Østre Landsret og krævede her 375 millioner. I onsdagens dom er otte blevet dømt til at betale 225 millioner.
* Roskilde Bank. Direktion, bestyrelse og revision blev afkrævet en milliard kroner. Østre Landsret frifandt samtlige i november 2017. FS har anket til Højesteret og kræver nu 350 millioner.
* Capinordic Bank. FS krævede i Østre Landsret 400 millioner af tre ledende personer, men blev i oktober 2015 tilkendt godt 90 millioner. Dommen blev anket, og Højesteret stadfæstede i januar i år i det store og hele landsrettens dom.
* Eik Bank Danmark. Direktion, bestyrelse og revision blev afkrævet 250 millioner. Østre Landsret dømte i oktober 2018 fire personer til at betale 28,6 millioner. FS har anket til Højesteret, der behandler sagen i maj 2020.
* Eik Bank Færøerne. Syv personer er sagsøgt for 150 millioner. Retten på Færøerne afsiger dom i oktober i år.
* Ebh Bank. Direktion, bestyrelse og revision er sagsøgt for godt 550 millioner. Vestre Landsret afsiger dom i december i år.
* Løkken Sparekasse. Syv personer afkræves 275 millioner. Vestre Landsret er i gang med at behandle sagen.
* Andelskassen JAK i Slagelse. Direktør og bestyrelsesformand er sagsøgt for 14 millioner. Retten i Glostrup skal afgøre sagen.
Kilder: Retsdokumenter, Finansiel Stabilitet, Ritzau.
/ritzau/