Hvis det ikke lykkes for nogen af de to største britiske parter, Det Konservative Parti og Labour, at få absolut flertal ved torsdagens britiske valg, vil de få brug for at samarbejde med parlamentets mindre partier.
Her kan du læse mere om de partier, der kan ende med nøglerne til magten:
* Liberaldemokraterne:
Partiets 39-årige leder, Jo Swinson, håber, at det proeuropæiske Liberaldemokraterne kan tiltrække de vælgere, der er imod brexit. Det sker med et klart budskab om at aflyse det britiske farvel til EU.
Partiet fik et godt europaparlamentsvalg i maj, da det blev næststørst med 22 procent af de britiske stemmer.
De seneste meningsmålinger viser dog en smule tilbagegang til partiet. Blandt andet fordi mange betragter det som udemokratisk at aflyse brexit.
* Det Demokratiske Unionistparti (DUP):
DUP, der ledes af 49-årige Arlene Foster, blev støtteparti for Theresa Mays konservative parti efter valget i 2017. Partiet var dermed årsag til, at May kunne fortsætte som premierminister.
Partiet har været en vigtig del af de langstrakte brexitforhandlinger.
Nordirske DUP har blandt andet kritiseret premierminister Boris Johnsons brexitaftale for potentielt at kunne føre til oprettelsen af en grænse mellem Nordirland og resten af Storbritannien.
* Det Skotske Nationalparti (SNP):
SNP, der kæmper for skotsk løsrivelse fra Storbritannien, har forsøgt at puste liv i sin løsrivelseskampagne i kølvandet på brexitafstemningen i 2016.
Over seks af ti skotter stemte dengang for at forblive en del af EU.
Partiet ledes af 49-årige Nicola Sturgeon, der har ført kampagne under sloganet "Stop brexit". Partiet argumenterer for, at beslutningen om at forlade EU har ført til splittelse mellem Skotland og Storbritannien.
SNP ønsker at holde en ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse i løbet af 2020. Skotterne sagde senest nej til løsrivelse i 2014.
* Brexitpartiet:
Det nye parti, der går ind for brexit, ledes af den 55-årige EU-kritiker Nigel Farage. Han har gennem meget af sin karriere kritiseret de EU-institutioner, som han selv har arbejdet i gennem de seneste 20 år.
Brexitpartiet blev det største britiske parti ved europaparlamentsvalget i maj.
Partiet ser ud til at få det svært mod den konservative premierminister, Boris Johnson, der også kæmper for at få brexit gennemført hurtigst muligt.
Johnson har advaret vælgerne mod at fordele stemmerne mellem de konservative og Brexitpartiet i kampen mod Jeremy Corbyns parti, Labour.
Kilde: AFP.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.