Den fyrede sikkerhedsrådgiver i USA Michael Flynn har tirsdag indvilget i at udlevere dokumenter i sagen om Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg til Senatets efterretningskomité.
Hidtil har han nægtet at samarbejde med komitéen om sagen.
Her følger et overblik over sagen om Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver:
Januar:
* Kilder oplyser, at Flynn 29. december 2016 fem gange talte i telefon med den russiske ambassadør i USA, Sergej Kisljak.
* Det er samme dag, som daværende præsident Barack Obama gengælder Ruslands påståede indblanding i det amerikanske præsidentvalg ved at indføre sanktioner over for landet.
* På det tidspunkt er Flynn endnu ikke tiltrådt som sikkerhedsrådgiver.
8. februar:
* Flynn afviser over for The Washington Post, at han har talt med ambassadøren om sanktionerne.
9. februar:
* Kilder oplyser, at Obamas sanktioner blev drøftet i samtalerne.
* Via en talsmand lægger Flynn afstand til sin tidligere afvisning.
10. februar:
* Demokrater i Kongressen kræver svar på, om Flynn har løjet om samtalernes indhold og dermed vildledt præsident Trump og vicepræsident Mike Pence.
13. februar:
* Den russiske regering oplyser, at Flynn og den russiske ambassadør i samtalerne ikke drøftede en ophævelse af sanktioner.
* Det Hvide Hus forsikrer i en udtalelse, at Flynn har Trumps "fulde tillid".
* Senere meddeler Det Hvide Hus, at Trump nu "evaluerer" Flynns situation.
14. februar:
* CNN skriver, at justitsministeriet har advaret Det Hvide Hus om risikoen for, at Flynn kan være et muligt mål for russisk afpresning på grund af sagen.
* Flynn meddeler officielt, at han fratræder.
28. april:
* Senatets efterretningskomité beder i et brev om at få udleveret dokumenter fra Michael Flynn. Det sker i forbindelse med en undersøgelse af mulig russisk indblanding i valget.
11. maj:
* Der bliver udstedt en stævning mod Flynn for at få udleveret dokumenterne.
17. maj:
* The New York Times skriver, at Donald Trump angiveligt bad den tidligere FBI-chef James Comey om at afslutte sin undersøgelse af Michael Flynn.
23. maj:
* Michael Flynn afviser at deltage i undersøgelsen af mulig russisk indblanding i valget.
30. maj:
* Michael Flynns folk skriver i en e-mail til komitéen, at de vil begynde at udlevere nogle af de efterspurgte dokumenter, så de kan imødekomme en tidsfrist fra komitéen. Flere dokumenter vil følge senere, lyder det.
Kilder: Reuters, AFP, The Guardian, The Washington Post og CNN.
/ritzau/