Den såkaldte tys-tys-kilde blev i byretten idømt fængsel i halvandet år. Den dom ankede han, og tirsdag behandler Østre Landsret ankesagen.
I ankesagen kræver han, at sagen skal gå om på grund af en domsmands negative udtalelser om sladderpressen dagen efter byrettens dom i november.
Hvis landsretten afviser, at sagen skal gå om, går han efter en mildere dom. Han anker ikke skyldsspørgsmålet.
Få her et kort overblik over Se og Hør-sagen:
* I 2014 udkom romanen "Livet, det forbandede". Den er skrevet af tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen.
* I bogen beskriver han, hvordan en tys-tys-kilde fodrede ugebladet med oplysninger om kendte ud fra deres brug af kreditkort.
* Kreditkortoperatøren Nets ligger i Ballerup, så Københavns Vestegns Politi gik ind i sagen.
* Efterforskningen afdækkede ifølge politiet, at tys-tys-kilden som ansat ved Nets' underleverandør IBM havde misbrugt kollegers adgangskoder til at følge med i talrige kendissers gøren og laden.
* Løbende gav han oplysninger videre om 135 kendisser til Se og Hør. Bladet betalte ham til gengæld 10.000 kroner om måneden sort.
* I en tilståelsessag i august 2016 modtog Aller Media en bøde på ti millioner kroner. Tidligere nyhedschef Lise Bondesen og tidligere redaktionschef Kim Bretov blev hver idømt seks måneders betinget fængsel.
* 24. november 2016 blev to tidligere chefredaktører, to journalister og tys-tys-kilden selv dømt. Straffene landede på mellem fire måneders betinget fængsel og halvandet års ubetinget fængsel.
* Tys-tys-kilden har som den eneste anket dommen til landsretten.
/ritzau/