Mandag er der klimatopmøde i New York med deltagelse af over 100 lande.
Formålet er at styrke kampen mod den globale opvarmning - blandt andet ved at få landene til at skærpe deres nationale klimaplaner.
De nuværende er nemlig langtfra ambitiøse nok.
Her er et overblik over, hvordan det står til med klimaet:
* Med Parisaftalen nåede verdens lande i 2015 til enighed om at begrænse den globale opvarmning til 1,5-2 grader i forhold til før industrialiseringen i 1800-tallet.
* Menneskeskabt CO2-udslip har allerede gjort Jorden 1 grad varmere.
* Den globale opvarmning ventes at ramme 1,5 grader mellem 2030 og 2052, hvis den fortsætter med den nuværende fart.
* Uden yderligere handling vil opvarmningen nå cirka 3 grader i 2100.
* Trods målsætninger om at mindske CO2-udslippet ligger udledningen af den klimaskadelige gas højere end nogensinde.
* Allerede nu mærker vi konsekvenserne: Tørke, hedebølger, naturbrande, oversvømmelser og storme forekommer hyppigere og er kraftigere.
* Det vil kræve "hurtige og vidtrækkende" tiltag i industri, energi, byggeri og transport at bremse opvarmningen.
* CO2-udledningen skal i 2030 være faldet 45 procent under 2010-niveauet. Der må ikke være nogen udledning af CO2 fra 2050, hvis opvarmningen skal begrænses til 1,5 grader.
Kilde: FN's Klimapanel (IPCC).
/ritzau/