I takt med at kampene i Ukraine i høj grad er flyttet mod sydøst, er Mariupols indbyggere i stigende grad spærret inde, og nødhjælpen har svært ved at komme frem.
Læs om de vigtigste udviklinger i krigen i Ukraine her:
* Russisk flagskib "Moskva" er sunket.
Der var torsdag forskellige meldinger om det russiske flagskib "Moskva", som ifølge Rusland blev slemt beskadiget af en brand, og som Ukraine hævder at have ramt med et missilangreb. Men torsdag aften bekræftede det russiske forsvarsministerium over for russiske medier, at skibet er sunket.
* Yderligere to børn har mistet livet efter togstationsangreb.
Det ukrainske forsvarsministerium skrev torsdag aften på Twitter, at yderligere to børn har mistet livet efter et angreb på en togstation i Kramatorsk i forrige uge. Med den nye udmelding er dødstallet oppe på 59 efter angrebet.
* FN: Indbyggerne i Mariupol bliver sultet ihjel.
Indbyggerne i den belejrede ukrainske by Mariupol "bliver sultet ihjel". Det siger direktøren for Verdens Fødevareprogram (WFP), David Beasley, i et interview med nyhedsbureauet AP.
* Meldinger om angreb flere steder i Ukraine.
Der var natten til fredag meldinger om kraftige eksplosioner flere steder i Ukraine, herunder i Kyiv, Kharkiv og Kherson. Samtidig gik luftalarmerne over hele landet. Det skrev det ukrainske medie Kyiv Independent på Twitter.
* 2557 mennesker blev evakueret i Ukraine torsdag.
I alt blev 2557 mennesker evakueret fra ukrainske byer torsdag gennem humanitære korridorer. Det oplyser landets vicepremierminister Iryna Vereshchuk ifølge nyhedsbureauet Reuters. Af dem blev 289 mennesker evakueret fra den belejrede havneby i syd Mariupol ved hjælp af egen transport.
/ritzau/