EU-Kommissionen fremlægger tirsdag en status over bekæmpelsen af misinformation og fake news i samarbejde med fire store it-virksomheder.
Initiativet er sat i værk i forsøg på at stoppe spredning af fake news via sociale medier og digitale platforme før valget til Europa-Parlamentet og andre nationale valg i Europa.
Hvad er målet?
* At få indflydelsesrige it-virksomheder til at bidrage med at bremse spredningen af misinformation og fake news, der kan påvirke valg.
* Særligt har kommissionen været bekymret over påvirkning af valget til Europa-Parlamentet i maj. Flere efterretningstjenester har konstateret, at opinionen i EU-lande påvirkes digitalt fra udlandet - herunder fra Rusland.
Hvordan skal det ske?
* Gennem reduktion i antal og indflydelse af falske konti på sociale medier.
* Øge gennemsigtighed. Varedeklarere politiske annoncer og indhold. Styrke beredskab til at opdage falske konti og robotter.
* Der etableres et netværk af uafhængige eksperter, der skal kontrollere fakta.
* Et centralt Rapid Alert System (Hurtigt Alarmsystem) skal advare medlemslande om igangværende spredning af fake news og misinformation i EU.
Hvem er med?
* Fire store it-virksomheder er med: Facebook, Google, Twitter og Mozilla.
Hvad gør it-gigantenerne?
* De fire it-virksomheder har skrevet under på en handlingsplan med EU-Kommissionen.
* De vil blandt andet hjælpe med at fjerne falske konti. Varedeklarere politiske annoncer. Styrke faktatjek.
* De skal hver måned rapportere om initiativer i forhold til den fælles handlingsplan, så man kan følge med i, om der sker fremskridt.
Hvor langt er de nået?
* Facebook, Google, Twitter og Mozilla har taget de første skridt. Men der er ifølge kommissionen langt igen. Det går bedst i forhold til at fjerne falske konti.
* De er ikke nået så langt med at øge gennemsigtighed og med at give brugerne større indflydelse på at vurdere og rapportere fake news.
Kilde: EU-Kommissionen
/ritzau/