Regeringen vil hæve de studerendes fribeløb med 1000 kroner om måneden. Det skal give de studerende mere fleksibilitet og flere muligheder, mens de læser, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).
Her kan du læse mere om fribeløbet:
* Fribeløbet er det beløb, den studerende må tjene hver måned ved siden af studierne, uden at blive modregnet i SU'en.
* Elever på ungdomsuddannelserne har i dag et fribeløb på 7749 kroner per måned i de måneder, de modtager SU.
* Studerende på de videregående uddannelser har et fribeløb på 12.222 kroner per måned (2018-priser).
* Med regeringens forslag kan elever på ungdomsuddannelserne og studerende på de videregående uddannelser hver måned tjene 1000 kroner mere før skat.
* Det giver studerende større frihed til at arbejde mere uden at blive modregnet i SU.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet.
/ritzau/