Her er hovedpunkterne i S-regeringens udspil "Vanvidskørsel skal stoppes".
Udspillet blev torsdag præsenteret på et pressemøde på Københavns Politigård, hvor justitsminister Nick Hækkerup (S), transportminister Benny Engelbrecht (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) deltog.
Udspillet skal nu forhandles med partierne i Folketinget. Her ventes der at være opbakning til et større indgreb. Regeringens ni forslag til at dæmpe såkaldt vanvidskørsel er:
1. Konfiskation af biler ved vanvidskørsel.
- Fremover skal bilen som udgangspunkt altid konfiskeres ved vanvidskørsel. Også selv om bilen er ejet af andre. Det kan være et familiemedlem eller et leasingselskab.
2. Styrket indsats mod stråmænd ved leasing.
- Politiet har ifølge regeringen peget på, at bandemedlemmer gennem stråmænd leaser store biler, der kan anvendes til vanvidskørsel.
3. Kortere sagsbehandlingstid i grove ATK-sager (automatisk trafikkontrol).
- Når høje hastighedsforseelser blitzes af politiets ATK-kameraer, skal der inden for syv dage være en "markant og hurtig konsekvens".
4. Styrket fokus på samarbejde mellem politiet og kommunerne om trafikmæssige foranstaltninger.
- Kommuner og politi skal i højere grad aftale fartdæmpende indretning af veje ved eksempelvis skoler. Der skal også være øget fokus på at stoppe muligheder for at køre om kap på vejstrækninger.
5. Øget kontrol med leasingselskaber i en afgiftsmæssig sammenhæng.
- Skatteforvaltningen skal i slutningen af 2020 frem til slutningen af 2023 gennemføre et kontrolprojekt. Det skal afklare, om leasingkontrakter bruges til at skjule det reelle ejerskab af et køretøj.
6. Skærpet straf ved høje hastighedsforseelser.
- Fremover skal særligt grove overtrædelser i førstegangstilfælde give 20 dages ubetinget fængsel. Kørekortet skal frakendes i minimum tre år, og bilen skal konfiskeres. Straffen skal falde, hvis man kører over 200 km/t. Eller hvis man overskrider hastigheden med mere end 100 procent ved kørsel med en hastighed på over 100 km/t.
7. Skærpet straf ved kørsel efter frakendelse af førerretten som følge af vanvidskørsel.
- Hvis man kører trods frakendelse af kørekortet for vanvidsbilisme, så skal det give 20 dages ubetinget fængsel. I dag er straffen en bøde.
8. Skærpet straf ved ulovlig kapkørsel og chikanekørsel, der hindrer politiets arbejde.
- Fremover skal dette give ubetinget fængsel i 20 dage i førstegangstilfælde.
9. Eftersyn af strafniveauet i grove tilfælde af vanvidskørsel.
- Justitsministeriet skal undersøge, om strafferammerne udnyttes i det ønskede omfang. Eller om de skal hæves. Det skal munde ud i et lovforslag "med de nødvendige ændringer" i efteråret 2020. Formuleringen i udspillet tyder på, at regeringen forventer, at der er behov for at hæve straffene yderligere.
Kilde: Udspillet "Vanvidskørsel skal stoppes", Justitsministeriet.
/ritzau/