Søndag afholder Thailand sit første parlamentsvalg, siden militæret væltede regeringen i et kup for næsten fem år siden.
Få her et overblik over vigtige politiske begivenheder i Thailand siden det seneste parlamentsvalg:
* 3. juli 2011: Partiet Pheu Thai ledt af Yingluck Shinawatra, der er søster til den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, vinder en jordskredssejr ved parlamentsvalget. Thaksin blev afsat i et militærkup i 2006 og flygtede fra Thailand i 2008 for at undgå fængsel for en dom i en sag om interessekonflikt.
* 5. august 2011: Repræsentanternes Hus vælger Yingluck som landets første kvindelige premierminister.
* Fra 30. november 2013 til 31. januar 2014: Protester mod regeringen bliver i stigende grad voldelige.
* 9. december 2013: Yingluck opløser Repræsentanternes Hus og udskriver valg til afholdelse den 2. februar 2014.
* 2. februar 2014: Der afholdes parlamentsvalg, men valget er præget af demonstrationer imod regeringen. I nogle områder forhindrer demonstranter vælgere i at stemme.
* 21. marts 2014: Forfatningsdomstolen beslutter, at valget i februar var ugyldigt, fordi ikke alle havde adgang til at stemme på dagen.
* 7. maj 2014: Forfatningsdomstolen afsætter Yingluck og adskillige af hendes ministre på grund af magtmisbrug i 2011.
* 22. maj 2014: Hærchef Prayuth Chan-ocha iværksætter et kup og vælter regeringen. Han bliver senere premierminister i forlængelse af sin stilling som leder af militærjuntaen.
* 7. august 2016: En ny forfatning i landet bliver godkendt ved en folkeafstemning.
* 13. oktober 2016: Den 88-årige kong Bhumibol Adulyadej dør, og der erklæres et års landesorg. Kongen bliver efterfulgt af sin søn, Maha Vajiralongkorn.
* 6. april 2017: Den nye forfatning træder i kraft.
* 26. oktober 2017: Kremeringsritualer bliver afholdt for den afdøde konge.
* 23. januar 2019: Valgkommissionen meddeler, at parlamentsvalget skal afholdes den 24. marts. Det sker, efter at valget er blevet udskudt flere gange.
* 8. februar 2019: Partiet Thai Raksa Chart, der har tilknytning til tidligere premierminister Thaksin, registrerer kongens ældre søster, prinsesse Ubol Ratana Mahidol, som partiets premierministerkandidat.
Samme dag udsteder kongen en erklæring, hvor han kalder kandidaturet upassende og i strid med forfatningen.
* 8. marts 2019: Forfatningsdomstolen opløser Thai Raksa Chart som en konsekvens af, at partiet opstillede prinsessen.
* 24. marts 2019: Thailand afholder parlamentsvalg.
Kilde: AP.
/ritzau/