Mandag stemmer EU-Parlamentets retsudvalg for at ophæve den danske parlamentariker Jørn Dohrmanns (DF) parlamentariske immunitet. Det afgøres endeligt i næste uge.
Det sker på anmodning fra anklagemyndigheden i Danmark, som vil rejse tiltale mod parlamentarikeren. Det skyldes et sammenstød med en fotograf i 2017, da Dohrmann tiltvang sig dennes kamera.
Læs mere her:
Hvad er parlamentarisk immunitet, og hvad er formålet?
* Medlemmer af EU-Parlamentet er i udgangspunktet beskyttet mod retsforfølgelse, medmindre et medlem gribes på fersk gerning.
* Formålet er at beskytte parlamentarikeren mod politisk forfølgelse. Det er en garanti for parlamentets uafhængige virke.
* Et medlem kan hverken efterforskes, tilbageholdes eller retsforfølges på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv.
Hvordan kan en parlamentarikers immunitet ophæves?
* Hvis der kommer en anmodning fra kompetente myndigheder i et medlemsland (anklagemyndigheden), meddeler formanden for parlamentet dette og sender sagen til retsudvalget.
* I retsudvalget holdes en høring om sagen, hvorpå der udarbejdes en kort rapport, der enten lægger op til, at parlamentarikerens immunitet ophæves eller opretholdes.
* Herefter skal hele EU-Parlamentet stemme om sagen på førstkommende plenarmøde. Simpelt flertal afgør sagen.
Hvad betyder det i praksis at få ophævet immuniteten?
* Det har ikke i sig selv konsekvenser for parlamentarikerens mandat at få ophævet sin immunitet.
* Det gør blot, at anklagemyndigheden kan rejse tiltalte mod personen, hvorefter en retsproces kan indledes.
Kilde: EU-Parlamentet.
/ritzau/