Otte personer, der var mellem 27 og 60 år, mistede livet i en togulykke på Storebæltsbroen 2. januar.
Der er fra myndighedernes side ikke sat navn på de omkomne. Men onsdag er endnu to navne kommet til offentlighedens kendskab.
En tidligere salgschef i Carlsberg Danmark A/S, bekræfter, at en af hans tidligere medarbejdere, 51-årige Bo Schjørmann Wadsager fra Fyn, var blandt de dræbte. Han har blandt andet arbejdet som kaptajn på bryggeriets tidligere eventskib.
Derudover omkom også 45-årige Linda Jørgensen fra Odense i ulykken, skriver netmediet fyens.dk. Hun var blandt andet meget aktiv i den lokale afdeling af Amnesty International.
Ulykken fandt sted, da et lyntog på vej fra Aarhus mod Københavns Lufthavn blev ramt af dele fra et modkørende godstog og foretog en hård opbremsning.
Kort om de omkomne i ulykken:
* En 28-årig kvinde fra det østlige Fyn.
* En 30-årig mand fra Aarhus.
* En 60-årig kvinde fra Odense.
* En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn.
* 59-årige Liss Rasmussen fra Storkøbenhavn.
* 30-årige Kasper Brix Bærndt fra Nuuk.
* 51-årige Bo Schjørmann Wadsager fra det nordlige Fyn.
* 45-årige Linda Jørgensen fra Odense.
Kilder: Fyns Politi, Ekstra Bladet, fyens.dk og private opslag på Facebook.
/ritzau/