Tirsdag udtaler EU's ombudsmand kritik af EU-Kommissionen i forbindelse med en lynansættelse af tyskeren Martin Selmayr som generaldirektør i februar 2018.
Den Europæiske Ombudsmand er en uafhængig og upartisk instans, hvis rolle er at overvåge forvaltningen i EU's institutioner.
Her er et overblik over ombudsmandens rolle:
* Det folkevalgte Europa-Parlament vælger ombudsmanden for en periode på fem år.
* Den siddende ombudsmand er irske Emily O’Reilly, hvis mandat udløber i 2019.
* Ifølge traktaten skal ombudsmanden "modtage klager fra enhver unionsborger eller enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat".
* Finder ombudsmanden fejl eller forsømmelser, bliver disse fremlagt for den pågældende institution, som har tre måneder til at svare. Derpå sender ombudsmanden en rapport til EU-Parlamentet.
* Sidste år modtog EU's ombudsmand 2181 klager. Instansen åbnede 433 sager med forespørgsler til EU's institutioner. 348 sager blev lukket.
* Ombudsmanden hjælper borgere og journalister med at få adgang til dokumenter, der ifølge loven er offentlige, men som EU's institutioner måske ikke umiddelbart vil udlevere.
* Til den opgave har ombudsmanden sidste år indført en kvikbehandlingsprocedure, så man hurtigere kan få behandlet en sag om udlevering af et dokument.
Kilder: EU's traktat og ombudsmandens kontor.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.