Siden årsskiftet har Niko Grünfeld fra Alternativet været kultur- og fritidsborgmester i København.
Men onsdag aften trådte han tilbage.
Det skete, efter at Grünfeld den seneste tid har været under skarp kritik for urigtige oplysninger om sit cv samt forhold om indretning og ansættelser.
Desuden er Grünfelds kæreste og tre børn blevet truet, skrev han på Facebook sent onsdag.
Her er et overblik over Grünfelds korte karriere som borgmester i København:
* Alternativet bliver ved kommunalvalget sidste år det tredjestørste parti i København. Partiet får 31.553 stemmer ved valget i hovedstaden. Det svarer til 10,5 procent.
* Dermed sikrer partiet sig en borgmesterpost. Grünfeld er partiets spidskandidat i København.
* Der opstår hurtigt polemik om, hvilken borgmesterpost Alternativet skal vælge.
* Den politiske aftale mellem partierne på rådhuset betyder, at Alternativet kan vælge borgmesterpost som nummer fire.
* Alternativet melder ud, at spidskandidat Niko Grünfeld skal være kultur- og fritidsborgmester.
* Det er imidlertid noget, som Troels Christian Jakobsen, en af partiets kandidater til valget, er imod. Også andre i partiet er imod. Troels Christian Jakobsen mener, at man bør gå efter posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester.
* Grünfeld ender med at blive kultur- og fritidsborgmester.
- Det var en enig gruppe, der bakkede op om det, sagde Grünfeld i slutningen af november.
* I den seneste uges tid bringer Radio24syv diverse historier om Grünfeld. Det viser sig blandt andet, at han flere gange har oplyst forkerte ting i sit cv. Specifikt omkring sine uddannelser. Der er også historier om en dyr indretning af Grünfelds borgmesterkontor.
* Onsdag 17. oktober om morgenen udtaler Grünfeld til Ritzau, at han agter at blive som borgmester, men han erkender, at "det fortsat bliver diskuteret, om sagen får konsekvenser".
* Samme dag mødes Grünfeld med sit bagland i København. Han har også diskuteret sagen med Uffe Elbæk, partiets politiske leder.
* Om aftenen skriver Grünfeld på Facebook, at han trækker sig som kultur- og fritidsborgmester som følge af sagerne.
/ritzau/