Den danske fodboldspiller Nicki Bille har flere gange været i medierne for andet end sine præstationer på fodboldbanen.
Senest har den 30-årige angriber været på flere forsider, efter han tirsdag aften blev ramt af skud i sin lejlighed på Sluseholmen i København.
Ifølge politiet kom Bille alvorligt til skade, da han blev ramt i den ene underarm, men han er uden for livsfare.
Her kan du læse om Nicki Billes skandalesager:
* I marts 2009 fik den dengang 21-årige Bille 40 dages betinget fængsel for at have uddelt knytnæveslag. Dommen blev gjort betinget af 50 timers samfundstjeneste.
* Angriberen røg i detentionen i Norge i september 2013 efter at have lavet ballade på et værtshus. Han slap med en bøde på 10.000 norske kroner.
* I april 2014 blev den daværende Rosenborg-angriber anholdt i København for gadeuorden og bed i forbindelse med anholdelsen en betjent i armen.
Et år senere, og efter at være skiftet til franske Evian, faldt dommen på 60 dages betinget fængsel for blandt andet vold mod tjenestemand i funktion. Han blev ikke fyret af den franske klub.
* I juni 2018 blev Nicki Bille anholdt i Monaco for at have taget kvælertag på en veninde og slået en anden kvinde, der forsøgte at stoppe ham. Kort efter modtog han sin dom på 30 dages fængsel og blev efterfølgende løst fra sin kontrakt i græske Panionios.
* I slutningen af juli 2018 skrev Bille kontrakt med Lyngby fra 1. division, men allerede 26. oktober blev han fyret. Det skete, fordi angriberen nogle dage forinden var blevet anholdt på Strøget i København, angiveligt for at true en mand med en luftpistol.
Kilder: BT, Ritzau.
/ritzau/