Den mistænkte gerningsmand bag angrebene på to moskéer i Christchurch i New Zealand skal for retten for anden gang fredag morgen lokal tid - natten til fredag dansk tid.
Her er et overblik over moskéangrebene.
* Fredag den 15. marts fandt to skyderier sted i to moskéer i byen Christchurch i New Zealand.
* Angrebet begyndte klokken 13.40 lokal tid.
* Omkring 100 mennesker blev ramt af skud, hvoraf 50 mistede livet.
* Angrebet var målrettet muslimer til fredagsbøn i moskéerne Al Noor og Linwood.
* Gerningsmanden bar et kamera, som filmede angrebene og sendte billederne live via Facebook.
* Den mistænkte publicerede et "manifest" før angrebet. Han menes at have handlet på egen hånd..
* Tre personer blev yderligere anholdt på dagen for angrebene. De er ikke længere mistænkt.
* Den mistænkte gerningsmand, en 28-årig australsk mand, er anholdt og sigtet for drab på 50 personer og forsøg på drab på 39 personer.
* Den mistænkte australier skal for anden gang fredag klokken 9.15 for retten i Christchurch. Her er det blandt andet kommet frem, at han skal mentalundersøges.
Kilder: Reuters, AP.
/ritzau/