Liberal Alliance har opstillet en såkaldt 2025-plan, der indeholder fire centrale reformer:
1) Den offentlige sektor skal være mindst ti procent billigere. Med henvisning til produktivitetskommissionens rapport mener LA, at det kan gennemføres uden at forringe servicen.
- Ifølge et svar fra Finansministeriet, som LA selv henviser til på partiets hjemmeside, vil forslaget frem mod 2025 reducere det offentlige forbrug med 80 milliarder kroner og betyde 92.000 færre offentligt ansatte.
2) Danskerne skal ét år senere på pension. LA foreslår at hæve pensionsalderen til 68 år, men man skal kunne få pension tidligere, hvis man er nedslidt eller syg.
3) Lavere skatter og afgifter. Topskatten og registreringsafgiften skal fjernes. Selskabsskatten skal halveres. Grundskylden fastfryses. Afgiften på benzin, diesel, varme og strøm skal sænkes.
- Ifølge svaret fra Finansministeriet vil det betyde, at borgere og virksomheder slipper 113 milliarder kroner billigere i skat. Det vil øge konkurrenceevnen og væksten. Samlet set vil LA's plan trods færre offentligt ansatte på lang sigt føre til 124.000 personer ekstra i beskæftigelse og et anslået overskud på 2,5 milliarder kroner på den offentlige saldo.
4) Fokus på kernevelfærd. LA vil afsætte 26 milliarder kroner ekstra til de ældre og sikre en højere grad af valgfrihed mellem offentlige og private tilbud.
Liberal Alliance har 13 af Folketingets 179 mandater. I lyset af, at der er langt til et flertal for 2025-planen, har Anders Samuelsen opstillet tre krav til V-regeringen forud for efterårets centrale forhandlinger om reformer af blandt andet skatten:
* Der skal gennemføres en markant lettelse af marginalskatten.
* Der skal gennemføres en markant lettelse af skatten i bunden.
* Der sikres en årlig vækst på to procent.
/ritzau/