Onsdag har Europarådets enhed til bekæmpelse af korruption, Greco, indledt en særlig procedure mod Danmark, som i fire år har overhørt en række anbefalinger, der skal sikre mod korruption
Her følger et overblik over korruptionspolitiet med hovedsæde i Strasbourg, og lidt om Danmarks historik i forhold til Greco.
* Greco, der er en forkortelse fra fransk af "Gruppen af Lande Imod Korruption", blev grundlagt af Europarådet i 1999.
* Formålet med antikorruptionsenheden er at overvåge, om medlemslandene lever op til Europarådets standarder.
* Med løbende evalueringsrunder baseret på særlige temaer i medlemslandene skal det sikres, at landene opbygger et bolværk mod korruption.
* Greco skal også være en platform, hvor medlemmerne kan udveksle gode og effektive tiltag.
* Det er ikke nødvendigt at være medlem af Europarådet for at være med i Greco. Eksempelvis er USA også med i samarbejdet.
* Hvert medlemsland kan have to repræsentanter med stemmeret.
* Danmark har flere gange modtaget kritik fra Greco. Tidligere har organet påpeget manglende åbenhed om partistøtte.
* Som det eneste medlemsland har Danmark tidligere fået en henvendelse fra Greco om et møde på højt politisk niveau angående manglende efterlevelse af standarder.
Kilde: Greco
/ritzau/