Udrejsecenter Kærshovedgård får formentlig ændret sin beboersammensætning fremadrettet.
Det ser regeringen og Dansk Folkeparti ud til at være enige om i forbindelse med finansloven.
Centret lukker dog ikke, som Dansk Folkepartis viceborgmester i Ikast-Brande Kommune, Simon Vanggaard oplyste fredag eftermiddag. Det fastslår Udlændinge- og integrationsministeriet fredag eftermiddag.
* Udrejsecenter Kærshovedgård har været omtalt gennem længere tid, fordi beboere og ansatte i butikker omkring centret har været utrygge ved beboerne på Kærshovedgård.
* Flere butikker har meldt om store problemer med butikstyveri. Fakta i Bording har eksempelvis øget kameraovervågningen og installeret en overfaldsalarm.
* Det er sket efter en episode, hvor en medarbejder blev slået med en knytnæve i ansigtet af en af centrets beboere.
* På udrejsecentret bor der flere forskellige grupper, som ikke skal blive i Danmark, men rejse ud.
* Den første gruppe består af enlige afviste asylansøgere. Det er udlændinge, der har fået afvist deres asylansøgning, men nægter at samarbejde om deres hjemrejse.
* Den anden gruppe er personer på tålt ophold. Det er udlændinge, der ikke kan få asyl, fordi de har begået kriminalitet i Danmark eller alvorlige handlinger og forbrydelser i udlandet. De kan i henhold til menneskerettighederne ikke udsendes, fordi de risikerer dødsstraf eller tortur.
* Den sidste gruppe er kriminelle udviste. Disse kriminelle risikerer i modsætning til ovenstående gruppe ikke forfølgelse i deres hjemland. Men fordi deres hjemland nægter at samarbejde om udsendelsen, er de fortsat i Danmark.
* Beboerne har som udgangspunkt opholds- og meldepligt, mens personer på tålt ophold og kriminelle udviste også har underretningspligt.
* Ifølge Ritzaus oplysninger vil der sker ændringer i beboersammensætningen. Det vil formentlig betyde, at nogle af de mest kriminelle udviste bliver flyttet til et andet sted.
Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
/ritzau/