Selv om Uber ikke længere driver virksomhed i Danmark, er der fortsat sager ved domstolene i gang i forhold til de chauffører, der kørte for selskabet.
Torsdag har Procesbevillingsnævnet givet tilladelse til, at fire sager, hvor Uberchauffører er blevet idømt bøder på mange tusinde kroner for ulovligt at have transporteret passagerer mod betaling, kan behandles af Højesteret.
Læs om sagerne og baggrunden her:
* Uber er en tjeneste, hvor private via en app kan stille sig til rådighed for køreture mod betaling. Uber hævder at være samkørsel, men er i det danske retsvæsen blevet erklæret som ulovlig taxakørsel.
* 28. august 2017 blev fire tidligere Uberchauffører i Københavns Byret idømt bøder på 486.500 kroner, 110.000 kroner, 60.000 kroner og 40.000 kroner for ulovlig taxakørsel.
* De ankede sagen, og 16. januar 2018 stadfæstede Østre Landsret dommene.
* Københavns Politi rejste sagerne på baggrund af en liste med navne fra de hollandske skattemyndigheder over danskere, der har kørt for Uber i 2014 og 2015.
* Uber har sit europæiske hovedkvarter i Holland og udleverede oplysningerne i forbindelse med en skatterevision.
* Københavns Politi sigtede i første omgang chauffører i en lille håndfuld prøvesager for at få afprøvet skatteoplysningerne i retten.
* Op mod 1500 tidligere Uber-chauffører fra listen er blevet sigtet for ulovlig taxakørsel. Politiet afventer prøvesagerne.
* Uber er oprindeligt amerikansk, men kom til Danmark i 2014. Tjenesten hævder at være moderne samkørsel mod betaling, men er i det danske retsvæsen blevet erklæret som ulovlig taxakørsel.
Kilder: Københavns Politi, Ritzau.
/ritzau/