Selv om Uber ikke længere driver virksomhed i Danmark, er der fortsat sager ved domstolene i gang i forhold til de chauffører, der kørte for selskabet.
Mandag tager Østre Landsret fat på fire ankesager, hvor Uber-chauffører er blevet idømt bøder på mange tusinde kroner for ulovligt at have transporteret passagerer mod betaling.
Læs om sagerne og baggrunden her:
* 28. august blev fire tidligere Uber-chauffører i Københavns Byret idømt bøder på 486.500 kroner, 110.000 kroner, 60.000 kroner og 40.000 kroner for ulovlig taxakørsel.
* Alle vil frifindes og har anket til landsretten.
* Af anklageskrifterne fremgår det, at de fire mandlige chauffører har tjent henholdsvis 497.735 kroner, 112.659 kroner, 60.081 kroner og 40.078 kroner på at køre for Uber i Danmark i 2015.
* Det mener anklageren skal koste bøder på henholdsvis 590.000, 130.000, 70.000 og 45.000 for brud på taxiloven.
* Københavns Politi har rejst sagen på baggrund af en liste med navne fra de hollandske skattemyndigheder over danskere, der har kørt for Uber i 2014 og 2015.
* Uber har sit europæiske hovedkvarter i Holland og udleverede oplysningerne i forbindelse med en skatterevision.
* Københavns Politi sigtede i første omgang chauffører i en lille håndfuld prøvesager for at få afprøvet skatteoplysningerne i retten.
* Chaufførerne vil frifindes, og deres forsvarer har i byretten argumenteret for, at skatteoplysningerne ikke må bruges i en straffesag.
* Andre 1500 tidligere Uber-chauffører fra listen er blevet sigtet for ulovlig taxakørsel. Politiet afventer prøvesagerne.
* Uber er oprindeligt amerikansk, men kom til Danmark i 2014. Tjenesten hævder at være moderne samkørsel mod betaling, men er i det danske retsvæsen blevet erklæret som ulovlig taxakørsel.
Kilder: Københavns Politi, Ritzau.
/ritzau/