Overblik: Her er stormskaderne i Danmark
Mange mennesker har været på skadestuen rundt omkring, og der er også meldinger om flere alvorligt kvæstede.
leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Den voldsomme efterårsstorm, som mandag blæste ind over Danmark, har ramt nogle landsdele hårdt, mens andre er sluppet billigt uden større problemer.
Her følger et hurtigt overblik fra landets 12 politikredse.
Kilde: Ritzau
København:
Brandvæsnet i København fik mandag eftermiddag og aften omkring 650 opkald på alarmnummeret 112 i tidsrummet mellem 15.30 og 19.00.
Til sammenligning modtager man på en normal aften omkring 170, oplyser brandvæsnet.
De rykkede ud omkring 100 gange i hovedstaden. Den primære opgave var at fjerne væltede træer og andre forhindringer for færdslen samt tjekke usikre stilladser.
Ifølge Københavns Politi skal omkring 18 personer have fået kvæstelser under stormvejret. Politiet siger, at man stadig skal være forsigtig på veje og stier tirsdag morgen. Foto: ADRIAN JOACHIM Polfoto
Københavns Vestegn:
En 32-årig kvinde er i livsfare, efter at hun blev ramt af et stykke flyvende træ i Brøndby.
Derudover er der ikke andre kvæstede i politikredsen. Vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi melder om flere hundrede opkald i løbet af mandagen, men natten har været stille, lyder det. Foto: ADRIAN JOACHIM Polfoto
Nordsjælland:
En person omkom i Gilleleje under stormen mandag. Politikredsen har derudover ikke tal på antallet af kvæstede i området.
Kredsen melder om et stort antal væltede træer, men stort set alt skulle være ryddet tirsdag morgen, lyder det. Foto: ADRIAN JOACHIM Polfoto
Midt- og Vestsjælland:
Presset på alarm-numrene har været enormt fra borgere i politikredsen. Der meldes om flere end 1000 opkald på 114-nummeret i løbet af mandagen, hvilket er mere end dobbelt så meget som normalt.
Der er dog ingen alvorlige sager blandt opkaldene, og der er ingen meldinger om svært tilskadekomne. Men der er rigtig mange væltede træer og afspærringsopgaver, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Foto: DRESLING JENS Polfoto
Fyn:
Otte mennesker meldes svært tilskadekomne, og tre af dem er indlagt på intensivafdelingen. De meldes alle uden for livsfare.
I alt skal cirka 70 mennesker være blevet behandlet for større eller mindre skader ifølge Fyns Politi.
Derudover er rigtigt mange træer væltet, og billister tilskyndes til at køre med stor forsigtighed. Storm-oprydningen fortsætter i løbet af tirsdagen, og der venter en stor opgave for kommunerne at køre deres vejnet igennem, lyder det. Foto: Claus Bonnerup Polfoto
Syd- og Sønderjylland:
En kvinde er alvorligt kvæstet, da hun blev fanget under et nedstyret tag i Halk ved Haderslev. Derudover er en 32-årig mand lettere tilskadekommen, efter at han påkørte et vejtræ.
Stormen er især gået ud over Aabenraa, Gråsten og Sønderborg. Stormskaderne skyldes blandt andet faldende træer, løse tagsten og væltede husmure, oplyser politiet. Foto: Claus Bonnerup Polfoto
Se næste billeder