OVERBLIK: Her er status på offentligt ansattes overenskomst

Ingen af parterne i det offentlige kan blive enige om en overenskomst. Næste stop er en tur til forligsmanden.

Tirsdag er forhandlingerne om en overenskomst til de ansatte i regionerne brudt sammen.

Hermed er alle forhandlinger om offentligt ansattes overenskomst brudt sammen.

Her er et overblik over, hvordan forhandlingerne ser ud fordelt på de tre sektorer:

* Staten: Brudt sammen.

Torsdag skal forligsmanden mødes med Flemming Vinther fra Centralorganisationernes Fællesudvalg og statens repræsentanter.

En central knast er lønstigninger. Lønmodtagerne ønsker en lønstigning, der afspejler, at dansk økonomi er i bedring.

Modsat mener staten, at offentligt ansatte fik for høje lønstigninger under finanskrisen fra 2008, og derfor har et efterslæb.

* Kommunerne: Brudt sammen.

Mandag opgav parterne på det kommunale område at nå til enighed. Igen er der uenighed om, hvor stor en pose penge, der skal være til løn.

Derudover kræver lønmodtagerne, at der er "realitetsforhandlinger" om lærernes arbejdstid, før de kollektivt kan indgå en aftale.

Siden 2013 har området været reguleret af et lovindgreb og ikke en overenskomst. Derfor kræver lønmodtagerne en aftale, der kan tage områdets regler tilbage til arbejdsmarkedets parter.

Ifølge lønmodtagerne har kommunerne forsøgt at få en generel aftale på plads på en måde, så de andre faggrupper står uden mulighed for at få vished for en aftale om lærernes arbejdstid, før de selv skal aftale en overenskomst.

* Regionerne: Brudt sammen.

Tirsdag røg forhandlingerne i vasken. Også her peger lønmodtagerne på manglende fremskridt i reallønnen.

Forhandlingsleder Grete Christensen peger også på "uacceptable krav om forringelser af seniorordningerne".

* Vigtige datoer:

Onsdag kan der varsles en konflikt fra begge parter.

Torsdag mødes de første forhandlere fra lønmodtagere og arbejdsgivere hos forligsmand Mette Christensen. Selv hvis der er varslet konflikt, kan forligsmanden udskyde en konflikt med to gange to uger.

1. april udløber de nuværende overenskomster.

Kilder: Ritzau, Forhandlingsfællesskabet

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.